Certificeret webshop
Nem og gennemskuelig handel
Sikker betaling
Køberbeskyttelse på op til 10.000 kr.
Gavekort
Gavekort til Sweetdeal
En masse gode oplevelser venter med et gavekort til Sweetdeal – du vælger selv beløbet og gavekortet gælder i 3 år fra købsdato!

Krydstogt til Brasilien

Fantastisk 20-dages krydstogt fra Barcelona til Rio de Janeiro inkl. 3 overnatninger i Rio og fly. Rejs fra CPH i okt.

Krydstogt til Brasilien

Fantastisk 20-dages krydstogt fra Barcelona til Rio de Janeiro inkl. 3 overnatninger i Rio og fly. Rejs fra CPH i okt.

Tag med på en fantastisk krydstogtsrejse fra Barcelona til Rio de Janeiro, og få et kulturelt indspark og sol og varme i efteråret. 

 

Jeres eventyr starter med en flyvning til Barcelona den 19. oktober, hvor I går ombord på det flotte krydstogtskib MSC Seaview. Hun bliver jeres hjem på hele rejsen tværs over Atlanten, indtil I ankommer i den brasilianske storby Rio de Janeiro den 7. november. Her afsluttes rejsen med tre overnatninger på et hotel tæt på Copacabana-stranden, inden I flyver hjem til Danmark. 

 

Særligt for dette krydstogt:

  • Lækkert transatlantisk krydstogt med god tid til afslapning og selvforkælelse
  • Oplev tre verdensdele på det samme krydstogt
  • I har 4 dage i Rio de Janeiro inkl. en byrundtur, hvor I bl.a. kommer op i Kristus-statuen

 

Rejsen inkluderer:

  • Fly København – Barcelona og Rio de Janeiro - København
  • 23 kg bagage og 10 kg håndbagage
  • 19 overnatninger ombord på MSC Seaview i den valgte kahytstype
  • Helpension ombord på skibet med menuvalg morgen, middag og aften
  • Fri adgang til skibets buffetrestaurant indenfor åbningstiderne
  • Kaffe, te, vand og juice til morgenmaden
  • Kahytsservice og daglig rengøring
  • Håndklædeservice både i kahyt og ved pool
  • Underholdning på skibet, shows og dagligt aktivitetsprogram
  • Fri adgang til pool, jacuzzi og fitnesscenter
  • Transfer skib – hotel inkl. byrundtur
  • 3 overnatninger på 4* hotel i Rio de Janeiro 
  • Morgenmad på hotellet
  • Transfer hotel – lufthavn

 

Afrejse den 19. oktober 2024:

  • Indvendig Kahyt Fantastica, IR2, ca. 16 m2, dæk 11-15
    Sweetdealpris 19.990 kr.
  • Udvendig Kahyt Fantastica, OR1, ca. 17 m2, dæk 5
    Sweetdealpris 22.990 kr.
  • Balkonkahyt Bella, BB, uspecificeret
    Sweetdealpris 24.490 kr.
  • Balkonkahyt Fantastica, BR2, ca. 17 m2, dæk 11-12
    Sweetdealpris 25.990 kr.

 

Prisen er pr. person ved 2 personer pr. kahyt.

 

Bestilling og betaling

Ved bestilling hos Sweetdeal betaler du kun et depositum på 9.000 kr. pr. person. Restbeløbet afregnes direkte til Øster Lindet 90 dage før afrejse. Depositum er ikke refunderbart og samme gælder restbeløbet fra 90 dage før afrejse. Det anbefales, at du tegner en afbestillingsforsikring v. sygdom.

 

Ikke inkluderet i rejsens pris

Hvad ikke er nævnt direkte under inklusive, herunder:

  • Obligatorisk service charge på 12 € pr. person pr. dag. Afregnes hjemmefra til Øster Lindet
  • Transfer fra lufthavnen til skibet på udrejsedagen
  • Udflugter
  • Drikkevarer der ikke er nævnt
  • Personlige forsikringer

 

Kahytstyper Bella og Fantastica

I begge kategorier er service og mad inkluderet som beskrevet. Bella-kahytterne er uspecificerede kahytter, så begrænset udsigt kan forekomme i udvendige kahytter og balkonkahytter i denne kategori. Køber I Fantastica, betyder det visse fordele, som er:

  • De bedst beliggende kahytter på skibet
  • Hvor der er størrelsesforskel, er Fantastica de største
  • Fri servering af morgenmad i kahytten
  • Ønske om tidlig (ca. 18:30) eller sen (ca. 21:15) spisetid kan fremsættes ved bestilling 

 

Rejseplan

Untitled-1.jpg

 

19. oktober: Fly til Barcelona og checkin på skibet. 18:00 afgang Barcelona
20. oktober: 09:00 – 18:00 Cannes, Frankrig
21. oktober: 07:00 – 18:00 Genova, Italien
22. oktober: 07:00 – 19:00 Civitavecchia/Rom, Italien
23. oktober: På havet
24. oktober: 09:00 – 18:00 Palma de Mallorca, Spanien
25. oktober: På havet
26. oktober: 07:00 – 21:00 Casablanca, Marokko
27. oktober: På havet
28. oktober: 09:00 – 18:00 Santa Cruz, Tenerife
29. oktober - 3. november: På havet
4. november: 09:00 – 18:00 Salvador, Brasilien
5. november: 09:00 – 18:00 Ilheus, Brasilien
6. november: På havet
7. november: 07:00 ankomst Rio de Janeiro. Transfer til hotel inkl. sightseeing. Checkin på hotel
8.-9. november: Rio de Janeiro
10. november:  Transfer til lufthavnen og hjemrejse
11. november: Ankomst til Danmark.

 

Der tages forbehold for ændringer i anløb og tider frem mod afrejse.

 

Transport

Rejsen er inklusive flytransport fra København.

 

Flytider - udrejse:

  • Afgang København kl. 08.50 
    Ankomst Barcelona kl. 11.55

 

Flytider - hjemrejse:

  • Afgang Rio de Janeiro kl. 16.40
    Ankomst Lissabon kl. 05.10 (+1)
  • Afgang Lissabon kl. 06.55
    Ankomst København kl. 11.40

 

Der tages forbehold for ændringer i flytiderne frem mod afrejse.
Transfer fra lufthavnen til skibet i Barcelona er ikke inkluderet. Vi anbefaler, at I tager en taxi, som koster ca. 39€. 

 

Rejsebeskrivelse

I flyver til Barcelona, hvor I går ombord på fantastiske MSC Seaview. Skibet forlader Barcelona kort inden den første af mange lækre middage ombord, og inden Atlanterhavet skal krydses, får I en lille rundtur i Middelhavet. Således lægges der allerede den efterfølgende morgen til i det franske ferieparadis Cannes. Byen er nok mest kendt for sin filmfestival, der er én af de vigtigste i verden, men Cannes også glamourøs selv uden alle filmstjernerne i gadebilledet. Spadser en tur på den berømte La Croisette, der er en af de mest fashionable gader ved den franske riviera. Her finder I de smukke, historiske hoteller, skøn Art Nouveau arkitektur, mærkevarebutikker, gourmetrestauranter og en lang række af eksotiske palmer. Den gamle bydel kaldes Le Suquet og er bestemt også et besøg værd. Her er ingen trafik, så I kan i ro og mag vandre rundt og indsnuse stemningen og lade jer charmere af de gamle bygninger med hyggelige baggårde og smalle trapper. Er I til glitter og glamour, er der heller ikke langt herfra til fyrstendømmet Monaco, hvor den ene luksusbil efter den anden holder parkeret foran det store kasino, mens de store yachts slås om opmærksomheden i havnen.

 

Turen går videre til Italien, hvor MSC Seaview lægger til i Christopher Columbus’ fødeby, Genova, der er en klassisk italiensk by beliggende midt i bølgende bakker med pastelfarvede huse med terrakotta-tag, fantastiske kirker, hængende haver, barokke paladser og smuldrende romerske ruiner. Byens historiske centrum er Europas største, og de smalle, snoede gader er spækket med vidunderlig arkitektur og kunstneriske skatte. Charmerende butikker tilbyder spændende shoppingmuligheder, mens caféer og restauranter lokker med lokale, smagfulde retter. Ved foden af byens centrum ligger den historiske havn, der efter nytænkende renoveringer fremstår som et trendy mødested med en travl marina og barer ved vandet samt et maritimt museum og et fascinerende akvarium, der er det største i Europa. Adelens gamle paladser, hvis antal og pragt ikke findes andre steder i Italien, er blandt Genovas vigtigste turistattraktioner, ligesom den sort-hvide katedral, den skulpturfyldte Staglieno-kirkegård og tårnene ved Porta Soprana er værd at kigge nærmere på.

 

Herfra følges den italienske vestkyst, og næste stop er i de gamle romeres strandparadis, Civitavecchia udenfor Rom. I sig selv er Civitavecchia en ganske hyggelig by at tilbringe en dag i. Fort Michelangelo er byens symbol og bestemt et besøg værd sammen med de interessante romerske ruiner af Tauriner-badene. Eller bare fortab jer selv i den atmosfærefyldte gamle bydel med godt tiltrådte brosten, grønne vejrbidte skodder og fyldte tørresnore. Ønsker I den helt store sightseeing-dag, skal I begive jer til Rom, der ligger ca. 70 km fra Civitavecchia. Rom er fyldt med ikoner fra Antikken og den kristne tro – seværdigheder der er så ”store”, at de er obligatoriske for enhver med bare en lillebitte globetrotter i maven. Rend op og ned ad Den Spanske Trappe og kast en mønt i Trevi-fontænen, så I – i hvert fald ifølge sagnet – er sikker på at vende tilbage til Den Evige Stad. Besøg det bedst bevarede monument fra Romertiden, Pantheon, som vil betage jer med sin enorme kuppel, der lader til at svæve hen over bygningen uden synlige støttepiller, og nyd en italiensk gelato, mens I kigger på menneskemylderet og de fabelagtige springvand på Piazza Navona, hvis ovale form skyldes, at pladsen engang var et stadion. Og sådan kunne vi blive ved og ved…

 

Efter en afslappende dag på havet, hvor I kan benytte nogle af de mange faciliteter ombord, ankommer I til den populære ferieø, Mallorca, hvor der lægges til i gåafstand til hovedbyen, Palma. Her tårner den imponerende La Seu-katedral sig op og byder jer velkommen. Bag denne begynder den gamle bydel – Palmas hjerte – hvor I finder museer, paladser og smukke patioer i de snævre, atmosfærefyldte gader, der også gemmer på små markeder, sjove og finurlige butikker samt fristende tapasbarer. Langs havnefronten, hvor fiskere stadig reparerer deres net i hånden, mens de solbeskinnede både vugger blidt i marinaen, finder I det majestætiske Almudaina-palads, der oprindeligt var et maurisk fort. Løvefontænen fra det 11. århundrede er et af de få arabiske levn i komplekset ud over søjler og buegange, men det er stadig et fascinerende bygningsværk. Også med udsigt over havnen ligger Bellver Castle fra 1300-tallet med det eneste runde tårn i Spanien. Slottet blev bygget som kongelig residens og blev senere konverteret til et militærfængsel, der bl.a. blev brugt under Napoleonskrigene og Den Spanske Borgerkrig. I dag kan I stadig se fangernes ”graffiti” på murene. På begge sider af Palma strækker de lækre sandstrande sig og indbyder til nogle afslappende timer med havudsigt.

 

Og så er det tid til en lille afstikker til Afrika. Her besøges storbyen Casablanca, som nok er Marokkos mest moderne by men med en rig fransk kolonihistorie. Byen anses af mange som en hellig by grundet en overflod af historiske moskéer og velbevaret maurisk og islamisk arkitektur. Det mest iøjnefaldende bygningsværk er den enorme Hassan II Moské, som ligger helt ned til vandet. Helligdommen er sirligt udsmykket både ud- og indvendigt med indgraveret og udskåren religiøs ikonografi, har en af verdens højeste minareter og kan rumme 25.000 tilbedere. Souken er det perfekte sted at finde en souvenir til jer selv eller andre. De smalle gader rummer små boder, der sælger alt fra eksotiske krydderier og myntete til mønstrede tæpper og lædertasker, og her er et leben uden lige, så selvom I ikke køber noget, er det en oplevelse for alle sanserne. Fra Casablanca har I også mulighed for at besøge en af de gamle, stolte kongebyer Fez og Marrakech med de fortryllende medinaer og berberstemning.

 

Herefter påbegyndes turen tværs over Atlanterhavet, der byder på et anløb på Tenerife. Hovedstaden Santa Cruz, hvor MSC Seaview lægger til, kan prale af kulørte markeder, blomstrende haver, spændende kunstgallerier og museer samt livlige, udendørs caféer. Men øens vartegn er dog den stadig aktive vulkan Teide beliggende i et barsk og goldt men smukt landskab, hvor der ligger sne året rundt. Langs kysterne er naturen mere frodig, især på øens nordside, hvor hyggelige og farverige Puerto de la Cruz er rig på historisk arkitektur med gamle huse med træbalkoner. Her ligger også Loro Parque, hvor papegøjer cykler og pingviner hopper og danser. Og så findes der faktisk også pyramider bygget af lavasten på øen!

 

I får nu nogle dage til søs, hvor alle indtrykkene fra den første del af rejsen kan falde på plads, inden Brasilien nås. Der er god tid til at nyde skibet og de mange faciliteter og aktiviteter ombord eller bare slappe af med en god bog eller et dyp i poolen.

 

Inden ankomsten til Rio de Janeiro er der to anløb i Brasilien, hvor temperaturerne på denne årstid typisk ligger på 25-28 grader. Det første anløb i Sydamerika bliver i Salvador de Bahia, der er en af landets største byer. Her smelter flere kulturer sammen og sætter sine aftryk på maden, musikken og dansen. Byen er kendt for sin særlige koloni-arkitektur og pastelfarvede bygninger, og I vil føle jer hensat til det 17. århundrede, når I bevæger jer rundt i det bakkede og brostensbelagte historiske Pelourinho distrikt, der er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste og betegnes som Salvadors bankende hjerte. Der findes mere end 300 kirker i Salvador. Blandt de mest overdådige og uforglemmelige er São Francisco kirke og kloster med udsmykkede lysekroner, udskæringer i bladguld og fantastiske loft-til gulv freskoer af autentiske portugisiske fliser. I finder også en af verdens ældste elevatorer i Salvador i form af Elevador Lacerda, der er en del af en eminent Art Deco konstruktion og transporterer jer 60 m op i luften, så I kan nyde udsigten over byen.

 

Ilheus er kendt som ”kakao-byen”, idet denne elskede afgrøde dyrkes i stor stil her og har bragt velstand til byen. Den har dog også været årsag til både krige og slaveoprør, hvilket fylder meget i byens spændende historie. Det er næsten obligatorisk at besøge en kakaoproducent eller en chokoladebutik, men Ilheus rummer også flotte kirker og hyggelige gader med små listige barer. En times kørsel langs floder, sumpe, skovområder og den betagende kyststrækning bringer jer til de smukke, imponerende Tijuipe vandfald, der inviterer til en kølende dukkert.

 

Efter en sidste dag på havet ankommer MSC Seaview til Rio de Janeiro, som er indbegrebet af sol og sommer, fest og farver. Ofte forbindes byen med samba og det årlige spektakulære karneval, og den festlige stemning emmer fra barer, restauranter og stranden året rundt. Rio er også verdensberømt for de ikoniske, kilometerlange sandstrande og de frodige grønne bakker og bjergtoppe, der omkranser byen – heriblandt Sugarloaf Mountain med kabelbanen og Corcovado Mountain på hvis top Kristus-statuen troner. Rio er diversitetens by og rummer alt fra kvarterer med højhuse, store villaer og eksklusive forretninger samt de glamourøse strande til de berygtede slumkvarterer – de såkaldte favelaer. Der er kort sagt noget for enhver smag og masser at opleve i Rio, og I har tre overnatninger tæt på Copacabana-stranden, så der er god tid til det hele. På turen fra skibet til hotellet tages I med på en lille byrundtur, hvor I bl.a. kommer op i Kristus-statuen. Så er I klædt på til efterfølgende at opleve byen på egen hånd.

 

Hotel i Rio de Janeiro

Rejsen er inklusive 3 overnatninger med morgenmad på 4* Hotel Windsor Plaza, der er beliggende bare 300 m fra Copacabana-stranden. De lyse og venlige værelser er ca. 20 m2 og har aircondition, fladskærms-tv, minibar og eget badeværelse med hårtørrer. Der er gratis wi-fi og udsigt til byen. Hotellet har swimmingpool med liggestole og en bar på tagetagen samt fitnessrum og sauna. Opholdet er med morgenmad. 

 

Skibet

I skal sejle med MSC Seaview, der blev søsat i 2018, og som kan medtage op til 5.300 passagerer. Hun er det andet skib i Sea-serien med stort fokus på det udendørs liv. MSC Seaview har således masser af udendørs arealer, hvor solen og havudsigten kan nydes. The Waterfront Boardwalk går hele vejen rundt om skibet og byder på forskellige barer og restauranter, hvor I kan sidde og spise og drikke med en fabelagtig udsigt. Som noget særligt findes en bro og gange langs skibets yderste kant med glasgulv, der giver en helt speciel udsigt og samhørighed med havet. 

 

Der er et stort udbud af aktiviteter både udendørs og indendørs, og der bydes på daglig animation for både børn og voksne, så mulighederne er mange for at være aktiv eller bare slappe af ved de forskellige poolområder. Der er også en shopping-arkade, ligesom Aurea Spa området på dette store skib er noget helt unikt. Her kan I tilkøbe diverse behandlinger eller adgang til thermalbade og sauna. 

 

Om aftenen kan I indtage en dejlig middag i hovedrestauranten eller bruge jeres frihed og vælge den kæmpe buffet, som bugner af specialiteter i forbindelse med hovedmåltiderne. I alt har MSC Seaview 11 restauranter og 20 barer, så der er noget for enhver smag. Skibet byder også hver aften på forestilling i det imponerende teater, og så har kasinoet naturligvis åben til ud på de små timer hver dag. 

 

Helpension

Der er fri adgang til skibets buffet fra tidlig morgen til sen aften, og i forbindelse med hovedmåltider er der her et kæmpe udvalg. Du har også adgang til skibets restaurant, hvor du kan få 3-5-retters menu – valgt ud fra et varieret menukort - serveret til hovedmåltiderne. Til aftensmaden har du fast spisetidspunkt og bord.

 

Drikkepakker
Kaffe, te, juice og vand til morgenmaden er inkluderet i rejsens pris. Yderligere drikkevarer kan købes efter forbrug, eller I kan vælge en af de fordelagtige drikkepakker. Disse bestilles hos Øster Lindet ved indløsning af dit værdibevis. 

 

Alle pakkerne kan benyttes i alle barer ombord, hovedrestauranterne og buffeten. De gælder ikke i brandede caféer, minibaren eller room service.

 

ALCOHOL FREE PAKKEN gælder til et ubegrænset antal af følgende drikkevarer: Et bredt udvalg af alkoholfrie cocktails, sodavand, energidrikke, mineralvand, smagsnuanceret vand, frugtjuices, varme drikke og softice. 

Pris: 3.420 kr. pr. person. 

 

EASY PAKKEN dækker et ubegrænset antal af følgende drikkevarer: Et udvalg af husets vin pr. glas, fadøl (mærket kan variere fra skib til skib), et udvalg af spiritus og cocktails, alkoholfrie drikke, sodavand, juice pr. glas, mineralvand på flaske og varme drikke. 

Pris: 5.510 kr. pr. person.

 

EASY PLUS PAKKEN dækker et ubegrænset antal drikkevarer pr. glas op til 8 EUR eller 9 USD. Pakken inkluderer dine favoritcocktails frosne og klassiske, forskellige spiritusmærker, aperitifs og likører. Et stort udvalg af vine indgår pr. glas samt 10% rabat på vinflasker købt ombord. Stort udvalg af fad- og flaskeøl, alkoholfrie cocktails, sodavand, mineralvand og varme drikke. Pakken kan også benyttes i specialrestauranter. 

Pris: 7.600 kr. pr. person.

 

PREMIUM EXTRA PAKKEN dækker et ubegrænset antal drikkevarer pr. glas op til 13 EUR eller 15 USD. Pakken inkluderer en omfattende mængde af frosne og klassiske cocktails, spiritus af premium brands, aperitifs og likører. Derudover findes et varieret udvalg af vin og champagne pr. glas, 25% rabat på vin- og champagneflasker som købes ombord, og hele udvalget af øl, sodavand, frugtjuices, mineralvand, energidrikke og varme drikke. Pakken kan også benyttes i specialrestauranter. 

Pris: 10.450 kr. pr. person.

 

Udflugter

Ved samtlige anløb tilbyder rederiet en bred vifte af udflugter, så der er noget for enhver interesse. Udflugterne er med engelsktalende guide, og priserne afhænger af indhold og varighed og ligger derfor typisk på 350-2.000 kr. pr. udflugt. Det komplette udflugtsprogram for krydstogtet er i skrivende stund ikke offentliggjort. 

 

Særlige forhold på dette tilbud

Vi må på dette krydstogt fra Barcelona til Rio de Janeiro med MSC Seaview tage forbehold for, at der kan ske ændringer i rejseruten både med anløb og tidsændringer, hvilket som udgangspunkt ikke giver ret til at hæve rejsen eller få kompensation.

 

Forsikringer

Vær opmærksom på, at alle personlige forsikringer er ekskl. i prisen. Rejseforsikring kan købes hos eget forsikringsselskab.
Vi gør opmærksom på, at prisen er et tilbud, som er baseret på særligt indhentede priser fra rederierne tillagt Øster Lindets ekstraordinære ydelser/services. På dette tilbud kan IKKE benyttes andre rabatter som f.eks. rederiernes fordelsklubber, on board credits, vouchers eller lignende.

 

Vigtig information

Bella-kahytterne er uspecificerede kahytter, så begrænset udsigt kan forekomme i udvendige kahytter og balkonkahytter i denne kategori. 

 

Umiddelbart efter indløsning af værdibeviset, modtager du et rejsebevis. Du skal da tjekke, at alle data på rejsebeviset er korrekte. Når du ca. 7-10 dage før afrejse modtager din originale skibsbillet, skal du ligeledes tjekke, at alle data på billetten er korrekte. Opdages fejl, skal Øster Lindet straks kontaktes.

 

Der må tages forbehold for ændringer i sejlplanen fra købstidspunkt til afrejse. Eventuelle ændringer vil fremgå af den originale skibsbillet, medmindre der er tale om force majeure ændringer, da disse typisk vil være fra dag til dag. Vi gør opmærksom på, at kaptajnen uden varsel har ret til at ændre anløb eller i værste fald annullere anløb af sikkerhedsmæssige årsager, hvilket ikke berettiger til kompensation.

 

Måtte der på rejsen forekomme fejl eller mangler, er det vigtigt, at der straks rettes henvendelse til skibets servicedesk, hotellets reception eller Øster Lindet i Danmark for afhjælpning. Vær opmærksom på, at der ikke kan kræves kompensation for fejl eller mangler, der ikke er søgt afhjulpet via en af disse kanaler.

 

Du sejler med et grundlæggende italienskejet rederi, som er meget internationalt orienteret, og det officielle skibssprog er engelsk. Ombord møder du mange nationaliteter, og det kan jo give lidt sprogudfordringer, men med et smil og lidt ”fagter” kommer man jo ofte langt.

 

Pas skal medbringes på rejsen og være gyldigt min. 6 måneder efter hjemkomst.

 

BEMÆRK: Er du gravid, er det ikke tilladt at tage på krydstogt efter graviditetsuge 23.

 

Vær opmærksom på at alle personlige forsikringer er ekskl. i prisen. Øster Lindet anbefaler, at man tegner både en afbestillingsforsikring, som dækker ved sygdom før afrejse, samt en rejseforsikring, som dækker under selve rejsen. Forhør om mulighederne hos eget forsikringsselskab eller hos Øster Lindet for tegning gennem Gouda Rejseforsikring.
Der er et begrænset antal pladser, og der tages forbehold for udsolgte kahytskategorier.

 

Vi gør opmærksom på, at prisen er et tilbud, som er baseret på særligt indhentede priser fra rederiet tillagt Øster Lindets eventuelle ekstraordinære ydelser/services. Krydstogtspriser er generelt dynamiske, og der må tages forbehold for kampagner udover denne samt last minute-priser, som ikke kan kombineres med dette tilbud.

 

Om Øster Lindet

Øster Lindet er et dansk rejsebureau med fokus på kvalitet, service og glade gæster. Firmaet blev etableret i 1974 og har gennem de sidste mange år sendt masser af tilfredse kunder på især storbyrejser, solferier og krydstogter i hele verden. Hos Øster Lindet får du en personlig og nærværende service, og de er altid behjælpelige med den perfekte rejse til dig, uanset om det er en Formel 1-tur, en vinrejse eller en romantisk weekend i storbyen, der er på ønskelisten.

 

Øster Lindets slogan er "Tid til hinanden", og det er netop det, du får, når du lader Øster Lindet arrangere din næste ferie. De står for alt det praktiske, så du kan slappe af, nyde din ferie og bruge tiden på dine kære. 

 

Øster Lindet er medlem af Rejsegarantifonden nr. 2052.

 

Tryghed på rejsen

Alle rejsebureauer, vi samarbejder med, er medlem af Rejsegarantifonden og følger derfor Udenrigsministeriets vejledninger. Dette betyder, at hvis Udenrigsministeriet ændrer deres risikovurdering og fraråder rejser til dit rejsemål, efter du har købt rejsen, så kan rejsen ombookes eller annulleres.

Krydstogt til Brasilien

Her finder du os

Sweetdeal
Gammel Kongevej 60,16
1850 Frederiksberg C

Tlf: +45 82 82 00 04
kundeservice@sweetdeal.dk
CVR nr: 40066284

Om Sweetdeal

Tilbudsmail