Certificeret webshop
Nem og gennemskuelig handel
Sikker betaling
Køberbeskyttelse på op til 10.000 kr.
Gavekort
Gavekort til Sweetdeal
En masse gode oplevelser venter med et gavekort til Sweetdeal – du vælger selv beløbet og gavekortet gælder i 3 år fra købsdato!

Krydstogt med MSC World Europa

8-dages krydstogt i Middelhavet med All Inclusive. Inkl. 1 overnatning i Barcelona med byrundtur og fly. Rejs fra CPH i jan.

Krydstogt med MSC World Europa

8-dages krydstogt i Middelhavet med All Inclusive. Inkl. 1 overnatning i Barcelona med byrundtur og fly. Rejs fra CPH i jan.

Sæt den danske vinter på pause, og tag med på krydstogt i Middelhavet, hvor I kan hygge jer i lunere temperaturer end derhjemme.

 

I flyver til Barcelona og køres til et centralt beliggende hotel, hvor I skal tilbringe den første nat. Næste formiddag hentes I på hotellet af en dansktalende guide, som vil vise jer nogle af Barcelonas skjulte skatte, inden I skal afsted på et 8-dages krydstogt til spændende destinationer i Frankrig, Italien og Malta.

 

Særligt på dette krydstogt:

  • Inkl. byrundtur i Barcelona med dansktalende guide
  • All Inclusive-krydstogt på det imponerende MSC World Europa, som blev søsat i efteråret 2022
  • Komplet pakkerejse inkl. alle transfers

 

Rejsen inkluderer:

  • Fly fra København – Barcelona t/r (Billund mod tillæg)
  • 20 kg bagage og 8 kg håndbagage
  • Alle transfers mellem lufthavn, hotel og skib i Barcelona
  • 1 overnatning på hotel i Barcelona
  • Byrundtur i Barcelona med dansktalende guide
  • 7 overnatningers krydstogt i den valgte kahytstype
  • Helpension ombord på skibet med menuvalg morgen, middag og aften
  • Fri adgang til skibets buffetrestaurant inden for åbningstiderne
  • Easy drikkepakke ombord
  • Kahytsservice og daglig rengøring
  • Håndklædeservice både i kahyt og ved pool
  • Underholdning på skibet, shows og dagligt aktivitetsprogram
  • Fri adgang til pool, jacuzzi og fitnesscenter

 

Afrejse den 25. januar 2024:

  • Indvendig kahyt Bella, IB, uspecificeret
    Sweetdealpris 8.490 kr.
  • Indvendig kahyt Fantastica, IR1, ca. 15 m2, dæk 5-14
    Sweetdealpris 8.790 kr.
  • Udvendig kahyt Bella, OB, uspecificeret (UDSOLGT)
    Sweetdealpris 9.990 kr.
  • Udvendig kahyt med panoramavindue Fantastica, VL1, ca. 20 m2, dæk 10-11 (UDSOLGT)
    Sweetdealpris 10.990 kr.
  • Balkonkahyt Fantastica, BR1, ca. 17 m2, dæk 9-10
    Sweetdealpris 11.490 kr.
  • Balkonkahyt Fantastica, BR2, ca. 17 m2, dæk 11-12
    Sweetdealpris 11.990 kr.

 

Prisen er pr. person ved 2 personer pr. kahyt.

 

Ikke inkluderet i rejsens pris

Hvad ikke er nævnt direkte under inklusive, herunder:

  • Obligatorisk service charge på 12 € pr. person pr. dag. Afregnes hjemmefra via Øster Lindet
  • Udflugter ved de forskellige anløb
  • Personlige forsikringer

 

Kahytstyper Bella og Fantastica

I alle kategorier er service og mad inkluderet som beskrevet. Bella-kahytterne er uspecificerede kahytter, så begrænset udsigt kan forekomme i udvendige kahytter og balkonkahytter i denne kategori. Køber I Fantastica, betyder det visse fordele, som er:

  • De bedst beliggende kahytter på skibet
  • Hvor der er størrelsesforskel, er Fantastica de største
  • Fri servering af morgenmad i kahytten
  • Ønske om tidlig eller sen spisetid kan fremsættes ved bestilling

 

Rejseplan

Untitled-1.jpg

 

25. januar: Fly til Barcelona og transfer til hotellet for check in
26. januar: Byrundtur i Barcelona. Transfer til skibet. 18:00 afgang Barcelona
27. januar: 08:00 – 18:00 Marseille, Frankrig
28. januar: 08:00 – 18:00 Genova, Italien
29. januar: 07:00 – 19:00 Civitavecchia/Rom, Italien
30. januar: 09:00 – 17:00 Palermo/Sicilien, Italien
31. januar: 10:00 – 18:00 Valletta, Malta
1. februar: På havet
2. februar: 07:00 ankomst Barcelona. Transfer i lufthavnen og hjemrejse

 

Der må tages forbehold for ændringer i anløb og tider frem mod afrejse.

 

Transport

Rejsen er inklusive flytransport fra København.

 

Flytider:

  • Afgang København kl. 08.55
    Ankomst Barcelona kl. 12.30
  • Afgang Barcelona kl. 12.30
    Ankomst København kl. 15.30

 

Mod et tillæg på 800 kr. pr. person kan der flyves fra Billund:

 

Flytider:

  • Afgang Billund kl. 06.00
    Ankomst Barcelona kl. 10.25 (via Amsterdam)
  • Afgang Barcelona kl. 13.00
    Ankomst Billund kl. 17.50 (via Amsterdam)

 

Der tages forbehold for ændringer i flytiderne frem mod afrejse.

 

Flyves der fra Billund vil der være ventetid i Barcelona lufthavn, indtil flyet fra København lander.

 

Rejsebeskrivelse

I flyver til Barcelona og køres til et centralt beliggende hotel, hvor I skal tilbringe den første nat. Eftermiddagen og aftenen kan I bruge i byen på sightseeing, shopping og gastronomiske oplevelser. Næste formiddag hentes I på hotellet af en dansktalende guide, som vil vise jer nogle af Barcelonas skjulte skatte, inden I skal afsted på krydstogt.

 

Om eftermiddagen går I ombord på det imponerende MSC World Europa, som vil sejle jer rundt til 3 andre lande rundt om Middelhavet i løbet af den næste uge. Skibet lægger fra land lige før, I kan indtage den første, lækre middag ombord, og allerede næste morgen er I fremme i Marseille, der er den største havn i Middelhavet og Frankrigs andenstørste by, Marseille, besøges. Den er en sand smeltedigel af forskellige folk og kulturer og anses for at være en bro mellem Europa og Nordafrika. Det er en by, der er perfekt til bare at vandre omkring og indsnuse atmosfæren, mens man beundrer de arkitektoniske perler. I den maleriske gamle havn ligger yachts og fiskerbåde side om side, og lige nord herfor finder I den historiske del af byen, Le Panier, hvis virvar af snørklede og stejle gader gemmer på små, skjulte pladser og gamle, høje huse med terrasser, hvor vasketøjet hænger til tørre. Ud for kysten domineres vyet af det berygtede Chateau d’If – fængslet på en lille klippeø, hvorfra Greven af Monte Cristo flygtede i Alexandre Dumas’ berømte roman. Fra Marseille kan I også udforske f.eks. smukke og historisk interessante Arles, pavernes gamle by Avignon.

 

Turen går videre til Italien, hvor MSC World Europa lægger til i Christopher Columbus’ fødeby, Genova, der er en klassisk italiensk by beliggende midt i bølgende bakker med pastelfarvede huse med terrakotta-tag, fantastiske kirker, hængende haver, barokke paladser og smuldrende romerske ruiner. Byens historiske centrum er Europas største, og de smalle, snoede gader er spækket med vidunderlig arkitektur og kunstneriske skatte. Charmerende butikker tilbyder spændende shoppingmuligheder, mens caféer og restauranter lokker med lokale, smagfulde retter. Ved foden af byens centrum ligger den historiske havn, der efter nytænkende renoveringer fremstår som et trendy mødested med en travl marina og barer ved vandet samt et maritimt museum og et fascinerende akvarium, der er det største i Europa. Adelens gamle paladser, hvis antal og pragt ikke findes andre steder i Italien, er blandt Genovas vigtigste turistattraktioner, ligesom den sort-hvide katedral, den skulpturfyldte Staglieno-kirkegård og tårnene ved Porta Soprana er værd at kigge nærmere på.

 

Rejsens næste anløb er i Civitavecchia, der var de gamle romeres strandparadis, men i dag nok er mest kendt som ”Roms havn”. I sig selv er Civitavecchia en ganske hyggelig by at tilbringe en dag i. Fort Michelangelo er byens symbol og bestemt et besøg værd sammen med de interessante romerske ruiner af Tauriner-badene. Eller bare fortab jer selv i den atmosfærefyldte gamle bydel med godt tiltrådte brosten, grønne vejrbidte skodder og fyldte tørresnore. Ønsker I den helt store sightseeing-dag, skal I begive jer til Rom, der ligger ca. 70 km fra Civitavecchia. Rom er fyldt med ikoner fra Antikken og den kristne tro – seværdigheder der er så ”store”, at de er obligatoriske for enhver med bare en lillebitte globetrotter i maven. Rend op og ned ad Den Spanske Trappe og kast en mønt i Trevi-fontænen, så I – i hvert fald ifølge sagnet – er sikker på at vende tilbage til Den Evige Stad. Besøg det bedst bevarede monument fra Romertiden, Pantheon, som vil betage jer med sin enorme kuppel, der lader til at svæve hen over bygningen uden synlige støttepiller, og nyd en italiensk gelato, mens I kigger på menneskemylderet og de fabelagtige springvand på Piazza Navona, hvis ovale form skyldes, at pladsen en gang var et stadion. Og sådan kunne vi blive ved og ved…

 

Herefter byder Palermo jer velkommen. Sicilien har altid haft en strategisk vigtig beliggenhed midt i Middelhavet. Gennem årtusinder har forskellige civilisationer således passeret forbi her på kanten af Europa. I Palermo vil I derfor opleve et krydret mix af flere kulturer, hvilket kommer til udtryk i den finurlige blanding af bygningsværker i mange stilarter, der strækker sig fra arabisk arkitektur til det mere pompøse barokke look – nogle gange med flere stilarter i samme monument. Således ligger souk-agtige markeder side om side med katolske barokkirker og gotiske paladser indrammet af daddelpalmer. Palermo er en fantastisk by bare at slentre omkring i på må og få, for rundt om hvert gadehjørne gemmer den på nye betagende syn. Udover den iøjnefaldende katedral har Palermo også Italiens største operahus, og så venter der en både bizar og lidt makaber oplevelse i kapucinernes katakomber.

 

Nu forlades Italien, og der sejles til Malta, som er en lille øgruppe bestående af 7 øer, hvoraf de 3 – hovedøen Malta samt Gozo og Comino – er beboet. Med sin strategiske beliggenhed mellem Nordafrika og Italien har Malta igennem århundreder været eftertragtet jord, og herredømmet over øerne har skiftet hænder flere gange igennem historien, hvilket har sat sit præg på både sproget, gastronomien og arkitekturen. Maltesisk er således afledt af arabisk blandet med italiensk, mens middelhavskøkkenet blandes med det nordafrikanske. Malteserne er også meget stolte af de legendariske riddere, der forsvarede øen mod tyrkerne og lancerede korstogene. Disse riddere går under mange navne, hvoraf Johanniterordenen og Malteserordenen er de mest kendte. Det var en af ordenens stormestre, der grundlagde Valletta og gjorde byen til hovedstad i midten af 1500-tallet, og mange af byens for øvrigt meget smukke barokke bygninger stammer fra denne tid. På trods af sin beskedne størrelse er Valletta spækket med historisk interessante seværdigheder, hvoraf den imponerende katedral og Stormesterens Palads skal fremhæves sammen med et par museer, der fortæller den spændende historie om ridderne og deres bedrifter. Valletta, der er Europas sydligste og EU’s mindste hovedstad, er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste, og den er en yderst betagende by at vandre rundt i, da den emmer af historie og romantik.

 

Efter en uge ombord på MSC World Europa med masser af spændende oplevelser i land er I atter tilbage i Barcelona, hvorfra der er fly hjem til Danmark.

 

Skibet

Oplev den nye æra af krydstogskibe ombord på det revolutionerende MSC World Europa. Det topmoderne skib er på mange måder ekstraordinært, blandt andet med den imponerende udendørspromenade med en fantastisk panoramaudsigt over havet.

 

Skibet blev søsat i efteråret 2022 og kan medtage omkring 6.800 passagerer fordelt på 22 dæk.

 

MSC World Europa er det første skib i den banebrydende World Class og det første skib i MSC Cruises' flåde, der drives af LNG – flydende naturgas. Hun er et ultramoderne skib, der repræsenterer krydstogtindustriens fremtid og tilbyder en verden af forskellige oplevelser, der rykker grænserne for, hvad der er muligt til søs. Skibet er nærmest en destination i sig selv. 

 

På skibet er der hele seks skønne pools og en stor vandpark – faktisk MSC’s største. Er I glade for rutsjebaner, vil ”Venom Drop” også være et sikkert hit. Her kan man tage den sjove tur 11 dæk ned i den længste rutsjebane til søs. Den indendørs promenade med en kæmpe LED-himmel gemmer på masser af restauranter og barer, et stort spaområde og et rigt udstyret fitnesscenter. For skibets yngste passagerer er der rig mulighed for at hygge sig i de sjove børne- og teenageklubber. Det er blot nogle af mange muligheder, der byder sig, når man sejler med MSC World Europa.

 

 

Helpension

Opholdet ombord på MSC World Europa er med helpension. Der er fri adgang til skibets buffet fra tidlig morgen til sen aften, og i forbindelse med hovedmåltider er der her et kæmpe udvalg. I har også adgang til skibets restaurant, hvor I kan få 3-5-retters menu – valgt ud fra et varieret menukort - serveret til hovedmåltiderne. Til aftensmaden har I fast spisetidspunkt og bord.

 

Drikkepakker

Easy drikkepakken er inkluderet i rejsens pris. Ønsker I en af de mere omfattende drikkepakker, kan I opgradere Easy pakken hos Øster Lindet ved indløsning af jeres værdibevis. 

 

Alle pakkerne kan benyttes i alle barer ombord, hovedrestauranterne og buffeten. De gælder ikke i brandede caféer, minibaren eller room service.

 

EASY PAKKEN dækker et ubegrænset antal af følgende drikkevarer: Et udvalg af husets vin pr. glas, fadøl (mærket kan variere fra skib til skib), et udvalg af spiritus og cocktails, alkoholfrie drikke, sodavand, juice pr. glas, mineralvand på flaske og varme drikke.

Pakken er inkluderet i prisen.

 

EASY PLUS PAKKEN dækker et ubegrænset antal drikkevarer pr. glas op til 8 EUR eller 9 USD. Pakken inkluderer dine favoritcocktails frosne og klassiske, forskellige spiritusmærker, aperitifs og likører. Et stort udvalg af vine indgår pr. glas samt 10% rabat på vinflasker købt ombord. Stort udvalg af fad- og flaskeøl, alkoholfrie cocktails, sodavand, mineralvand og varme drikke. Pakken kan også benyttes i specialrestauranter.

Opgrader til denne pakke for 770 kr. pr. person.

 

PREMIUM EXTRA PAKKEN dækker et ubegrænset antal drikkevarer pr. glas op til 13 EUR eller 15 USD. Pakken inkluderer en omfattende mængde af frosne og klassiske cocktails, spiritus af premium brands, aperitifs og likører. Derudover findes et varieret udvalg af vin og champagne pr. glas, 25% rabat på vin- og champagneflasker som købes ombord, og hele udvalget af øl, sodavand, frugtjuices, mineralvand, energidrikke og varme drikke. Pakken kan også benyttes i specialrestauranter.

Opgrader til denne pakke for 1.820 kr. pr. person.

 

MINORS PAKKEN er til mindreårige (3-17 år) og gælder til et ubegrænset antal af følgende drikkevarer: Et bredt udvalg af alkoholfrie cocktails, sodavand, energidrikke, mineralvand, smagsnuanceret vand, frugtjuices, varme drikke og softice.

Pakken er inkluderet i prisen.

 

Udflugter

Ved samtlige anløb tilbyder rederiet en bred vifte af udflugter, så der er noget for enhver interesse. Udflugterne er med engelsktalende guide, og priserne afhænger af indhold og varighed og ligger derfor typisk på 350-2.000 kr. pr. udflugt. Det komplette udflugtsprogram for krydstogtet kan rekvireres ved henvendelse til Øster Lindet.

 

Særlige forhold på dette tilbud

Vi må på dette krydstogt i Middelhavet med MSC World Europa tage forbehold for, at der kan ske ændringer i rejseruten både med anløb og tidsændringer, hvilket som udgangspunkt ikke giver ret til at hæve rejsen eller få kompensation.

 

Forsikringer

Vær opmærksom på, at alle personlige forsikringer er ekskl. i prisen. Rejseforsikring kan købes hos eget forsikringsselskab.

 

Vi gør opmærksom på, at prisen er et tilbud, som er baseret på særligt indhentede priser fra rederierne tillagt Øster Lindets ekstraordinære ydelser/services. På dette tilbud kan IKKE benyttes andre rabatter som f.eks. rederiernes fordelsklubber, on board credits, vouchers eller lignende.

 

Vigtig information

Bella-kahytterne er uspecificerede kahytter, så begrænset udsigt kan forekomme i udvendige kahytter og balkonkahytter i denne kategori. 

 

Umiddelbart efter indløsning af værdibeviset, modtager du et rejsebevis. Du skal da tjekke, at alle data på rejsebeviset er korrekte. Når du ca. 7-10 dage før afrejse modtager din originale skibsbillet, skal du ligeledes tjekke, at alle data på billetten er korrekte. Opdages fejl, skal Øster Lindet straks kontaktes.

 

Der må tages forbehold for ændringer i sejlplanen fra købstidspunkt til afrejse. Eventuelle ændringer vil fremgå af den originale skibsbillet, medmindre der er tale om force majeure ændringer, da disse typisk vil være fra dag til dag. Vi gør opmærksom på, at kaptajnen uden varsel har ret til at ændre anløb eller i værste fald annullere anløb af sikkerhedsmæssige årsager, hvilket ikke berettiger til kompensation.

 

Måtte der på rejsen forekomme fejl eller mangler, er det vigtigt, at der straks rettes henvendelse til skibets servicedesk eller Øster Lindet i Danmark for afhjælpning. Vær opmærksom på, at der ikke kan kræves kompensation for fejl eller mangler, der ikke er søgt afhjulpet via en af disse kanaler.

 

Du sejler med et grundlæggende italienskejet rederi, som er meget internationalt orienteret, og det officielle skibssprog er engelsk. Ombord møder du mange nationaliteter, og det kan jo give lidt sprogudfordringer, men med et smil og lidt ”fagter” kommer man jo ofte langt.

 

Pas skal medbringes på rejsen og være gyldigt min. 6 måneder efter hjemkomst.

 

BEMÆRK: Er du gravid, er det ikke tilladt at tage på krydstogt efter graviditetsuge 23.

 

Vær opmærksom på at alle personlige forsikringer er ekskl. i prisen. Øster Lindet anbefaler, at man tegner både en afbestillingsforsikring, som dækker ved sygdom før afrejse, samt en rejseforsikring, som dækker under selve rejsen. Forhør om mulighederne hos eget forsikringsselskab eller hos Øster Lindet for tegning gennem Gouda Rejseforsikring.

 

Der er et begrænset antal pladser, og der tages forbehold for udsolgte kahytskategorier.

 

Vi gør opmærksom på, at prisen er et tilbud, som er baseret på særligt indhentede priser fra rederiet tillagt Øster Lindets eventuelle ekstraordinære ydelser/services. Krydstogtspriser er generelt dynamiske, og der må tages forbehold for kampagner udover denne samt last minute-priser, som ikke kan kombineres med dette tilbud.

 

Om Øster Lindet

Øster Lindet er et dansk rejsebureau med fokus på kvalitet, service og glade gæster. Firmaet blev etableret i 1974 og har gennem de sidste mange år sendt masser af tilfredse kunder på især storbyrejser, solferier og krydstogter i hele verden. Hos Øster Lindet får du en personlig og nærværende service, og de er altid behjælpelige med den perfekte rejse til dig, uanset om det er en Formel 1-tur, en vinrejse eller en romantisk weekend i storbyen, der er på ønskelisten.

 

Øster Lindets slogan er "Tid til hinanden", og det er netop det, du får, når du lader Øster Lindet arrangere din næste ferie. De står for alt det praktiske, så du kan slappe af, nyde din ferie og bruge tiden på dine kære. 

 

Øster Lindet er medlem af Rejsegarantifonden nr. 2052.

 

Tryghed på rejsen

Alle rejsebureauer, vi samarbejder med, er medlem af Rejsegarantifonden og følger derfor Udenrigsministeriets vejledninger. Dette betyder, at hvis Udenrigsministeriet ændrer deres risikovurdering og fraråder rejser til dit rejsemål, efter du har købt rejsen, så kan rejsen ombookes eller annulleres.

Krydstogt i Middelhavet

Her finder du os

Sweetdeal
Gammel Kongevej 60,16
1850 Frederiksberg C

Tlf: +45 82 82 00 04
kundeservice@sweetdeal.dk
CVR nr: 40066284

Om Sweetdeal

Tilbudsmail