NYHED: Maritimt ophold med 2-7 overnatninger i ferielejlighed ved vandet i vidunderlige Karrebæksminde.
Mellem Smålandshavets glitrende overflade og Karrebæk Fjords rolige bredder folder Karrebæksminde sig ud som en maritim perle på Sydsjælland. Her mødes charmerende fiskerhuse og livlig havnestemning i en by, der engang var en stille fiskerflække, men som i dag er en særdeles populær feriedestination.
Det er netop havnebyens nærhed til kysten, der sætter tonen og stemningen, når I bliver indlogeret i en af Karrebæksminde Strandhotels velindrettede ferielejligheder, som ligger smukt ved vandet og kun 4 minutters gang fra Enø Strand.
Særligt for dette ophold:
- Bo lige ved vandet i Karrebæksminde og et stenkast fra Enø Strand
- Ferielejlighederne er udstyret med køkken, så I helt selv kan sætte tempoet og dagsordenen
- Karrebæksminde er en skøn feriedestination med en afslappet maritim atmosfære og hyggelige caféer
Karrebæksminde Strandhotel
Karrebæksminde emmer af charme og ferieatmosfære, og på Karrebæksminde Strandhotel finder I da også en skøn og afslappet stemning – midt mellem hav, fjord og naturens skønhed. Havnebyen byder på et godt udvalg af både dagligvarebutikker og lokale caféperler, og der er bl.a. rig mulighed for at købe morgenmad hos Enø Bageren eller Spar Købmanden, som begge ligger få hundrede meter fra ferielejlighederne. Hvis I hellere selv vil stå for kokkerierne, er der også et fuldt funktionelt køkken i alle ferielejligheder.
Selve strandhotellet er i øjeblikket lukket ned og i gang med at blive omdannet til et nyt og innovativt hotelkoncept med fokus på spa og wellness, men mens hotellet renoveres, er der stadig mulighed for at bo i ferielejlighederne, så I ikke skal snydes for at kunne nyde godt af alle de muligheder, som charmerende Karrebæksminde har at byde på.
Sådan skal I bo
Ferielejlighederne med plads til 2 personer er lyst og indbydende indrettet med eget badeværelse, fuldt funktionelt køkken, tv og wi-fi.
I har desuden privat adgang til egen terrasse, så I kan nyde omgivelserne og den friske luft.
Ferielejlighederne med plads til op til 4 personer er udstyret med to værelser, to badeværelser, et fuldt funktionelt køkken, tv og wi-fi, og også her har I afgang til en privat terrasse eller have, hvor I kan slappe af og nyde naturen.
Om området
Karrebæksmindes hjerte banker for havet. Her fiskes, sejles og bades – og landskabet veksler mellem grønne skove og dybblåt vand. Tag en slentretur mellem de små butikker, nyd en middag med friskfanget fisk, og lad jer opsluge af den afslappede, sydsjællandske atmosfære. I finder også Sydsjællands måske fineste badestrand ved Karrebæksminde: en bred, børnevenlig sandstrand med plads til både solbadning og strandlege.
Når I bor på Karrebæksminde Strandhotel, har I også et væld af seværdigheder inden for kort rækkevidde. Bl.a. ligger den smukke halvø Enø lige ved siden af Karrebæksminde og lokker med sandstrande, fuglerige kystområder og små havnecaféer, hvor I kan nyde havets delikatesser i solen. I kan også slå vejen omkring Skovtårnet ved Camp Adventure, hvor I kan komme hele 45 meter op over trætoppene og nyde den smukke udsigt. Det spektakulære udsigtstårn snor sig op mod himlen og møder landskabet fra nye vinkler.
Vi kan også anbefale at besøge Gavnø Slot, der stammer helt tilbage fra 1400-tallet, og som byder på en spændende og rig historie. Slottets interiør er lige så storslået som dets ydre med kunstværker, møbler og antikviteter, og de farverige blomsterhaver vil med garanti vække begejstring.
I kan også tage på cykel- eller gåtur ad fjordstien, som snor sig fredeligt langs Karrebæk Fjord, og som byder på både fuglesang, et rigt planteliv og udsigter, der inviterer til at stoppe op og fordybe sig – uanset kondition.
Har I børn med, eller ønsker I bare et sus af adrenalin, kan I også tage et smut i BonBon-Land, som tilbyder et muntert modspil til strand- og ferielivet.