Spritnye faciliteter! 2 overnatninger med jacuzzi og tagterrasse på DK's nyeste campingplads inkl. wellnessadgang.
CityCamp Assens Strand
CityCamp Assens Strand ligger lige ned til stranden og marinaen, og strandvillaerne/strandsuiterne ligger bare 500 meter fra den hyggelige købstad Assens, hvor I finder gode muligheder for shopping, restaurantbesøg og caféhygge. Vil I en tur til hyggelige Bågø, ligger færgelejet også lige ved siden af.
CityCamp Assens Strand gennemgår lige nu en stor og gennemgribende forvandling og fra foråret 2025 kan I derfor besøge "Danmarks nyeste campingplads" med de nyeste og topmoderne faciliteter, herunder:
- Kæmpe overdækket og opvarmet pool
- Vandrutsjebaner på hhv. 48 og 72 meter
- Lækker wellness-afdeling med udsigt til Marinaen
- Fire nye legepladser samt special-legeplads for 0-5 årige
- Aktivitetsområde med multibaner og trampoliner
I kan også se frem til de nye områder Marinaen, der skaber en unik forbindelse mellem campinglivet og havnemiljøet samt Udsigten, hvor I kan nyde roen og den betagende udsigt over vandet. På pladsen finder I også det eksisterende område Stranden, som ligger lige ud til skøn badestrand.
Sådan skal I bo
Strandvilla
Strandvillaen byder på en skøn tagterrasse med udsigt over havet, marinaen og campingpladsen. Hytten, med plads til 6 personer, inkluderer parkering til én bil (ekstra biler kan parkeres ved receptionen).
Den 35 m2 store hytte har seks sovepladser: en dobbeltseng, to enkeltsenge på overetagen, og en komfortabel sovesofa i stuen. Hele hytten er udstyret med gulvvarme og klinkegulv.
I stueetagen finder I et soveværelse med dobbeltseng, en hyggelig stue med sofagruppe og et veludstyret køkken med bl.a. køleskab, opvaskemaskine og komfur. Der er også fladskærm-tv og et luksuriøst badeværelse med spa.
På overetagen er der et værelse med to enkeltsenge og adgang til tagterrassen.
Strandsuite
Strandsuiten har egen parkeringsplads til en bil – andre biler kan parkeres ved vores fælles parkeringsplads ved receptionen.
På sine 24 m2 er der fire sovepladser fordelt på en dobbeltseng og en hems med to boksmadrasser. Strandsuiten er indrettet med et rummeligt og moderne køkken og stueområde, og ligefor er der skydedøre til et hyggeligt soveværelse med dobbeltseng og skabsplads.
I køkkenet finder I et stort køleskab med frys, opvaskemaskine, komfur med ovn og emhætte, køkkenudstyr og service.
Ved siden af soveværelset er der badeværelse med toilet og bad. På hemsen befinder sig et rum med to boksmadrasser.
Om området
Søger I ned til Lillebæltskysten syd for Assens, kan I opleve den op til 30 meter høje Sønderby Klint. I kan også opleve Torø, der byder på uberørt natur, og som kun kan opleves til fods, eller I kan besøge jordbassinerne, der er et unikt område, hvor den overskydende jord fra Assens Sukkerfabrik blev smidt hen. I dag byder området på en helt unik fauna. Alle tre steder kan sagtens nås på én køretur.
I kan også sætte kursen mod Vissenbjerg, hvor I kan gå en tur i bakkerne, nyde det smukke vue ved Udsigten eller søge hen til Afgrunden, der er et unikt istidslandskab, som fører jer fra 120 meter over havets overflade og ned. Tæt på Udsigten finder I desuden Terrariet Reptile Zoo, som har en af Skandinaviens største samlinger af krybdyr og padder.
Det nærtliggende Krengerup Gods er ligeledes oplagt til gode gåture med dets omkringliggende skove, der byder på et væld af stier.
Også Fyns højeste punkt, Frøbjerg Bavnehøj, ligger forholdsvist tæt på pladsen, og her kan I bl.a. nyde udsigten over Fyn, besøge mindelunden for besættelsestidens ofre og se flere andre mindesmærker.