2 overnatninger i StrandSuite eller StrandVilla på "Danmarks Nyeste Campingplads" inkl. adgang til wellnessområde.
CityCamp Assens Strand - "Danmarks Nyeste Campingplads"
CityCamp Assens Strand ligger lige ned til stranden og marinaen, og strandvillaerne/strandsuiterne ligger bare 500 meter fra den hyggelige købstad Assens, hvor I finder gode muligheder for shopping, restaurantbesøg og caféhygge. Vil I en tur til hyggelige Bågø, ligger færgelejet også lige ved siden af.
CityCamp Assens Strand har gennemgået en stor og gennemgribende forvandling i foråret 2025, og nu kan I derfor besøge "Danmarks Nyeste Campingplads" med nye og topmoderne faciliteter, herunder:
- Kæmpe overdækket og opvarmet pool (bemærk venligst: Poolområdet er vinterlukket fra den 19. oktober 2025 indtil påske 2026)
- Vandrutsjebaner på hhv. 48 og 72 meter
- Lækker wellness-afdeling med udsigt til Marinaen
- Fire nye legepladser samt special-legeplads for 0-5 årige
- Aktivitetsområde med multibaner og trampoliner
I kan også se frem til de nye områder Marinaen, der skaber en unik forbindelse mellem campinglivet og havnemiljøet samt Udsigten, hvor I kan nyde roen og den betagende udsigt over vandet. På pladsen finder I også det eksisterende område Stranden, som ligger lige ud til skøn badestrand.
Fordelagtig shopping i Assens
CityCamp Assens Strand har forhandlet nogle fantastiske fordele og rabatter til deres gæster, som kan bruges i Assens. I skal blot vise jeres nøglekort, som I har får udleveret ved tjek ind, i den forretning, restaurant m.m., som I besøger. For mere info omkring fordele og rabatter i forretninger, restauranter m.m. kan I forhøre jer i receptionen hos CityCamp Assens Strand.
Sådan skal I bo
StrandSuite
Strandsuiten har egen parkeringsplads til en bil – andre biler kan parkeres ved vores fælles parkeringsplads ved receptionen.
På sine 24 m2 er der fire sovepladser fordelt på en dobbeltseng og en hems med to boksmadrasser. Strandsuiten er indrettet med et rummeligt og moderne køkken og stueområde, og ligefor er der skydedøre til et hyggeligt soveværelse med dobbeltseng og skabsplads.
I køkkenet finder I et stort køleskab med frys, opvaskemaskine, komfur med ovn og emhætte, køkkenudstyr og service.
Ved siden af soveværelset er der badeværelse med toilet og bad. På hemsen befinder sig et rum med to boksmadrasser.
StrandVilla med jacuzzi og tagterrasse
Strandvillaen byder på en skøn tagterrasse med udsigt over havet, marinaen og campingpladsen. Hytten, med plads til 6 personer, inkluderer parkering til én bil (ekstra biler kan parkeres ved receptionen).
Den 35 m2 store hytte har seks sovepladser: en dobbeltseng, to enkeltsenge på overetagen, og en komfortabel sovesofa i stuen. Hele hytten er udstyret med gulvvarme og klinkegulv.
I stueetagen finder I et soveværelse med dobbeltseng, en hyggelig stue med sofagruppe og et veludstyret køkken med bl.a. køleskab, opvaskemaskine og komfur. Der er også fladskærm-tv og et luksuriøst badeværelse med spa.
På overetagen er der et værelse med to enkeltsenge og adgang til tagterrassen.
Om området
CityCamp Assens Strand ligger i gåafstand til den gamle attraktive og hyggelige købstad, Assens, med brostensbelagte gader, romantiske købmandsgårde og 180-graders udsigt over Lillebælt. Går I den smukke rute fra CityCamp Assens Strand og forbi Assens Marina, når I byens centrum på under en kilometer. I finder flere gåture rundt i byen, som byder på fantastisk flot og unik natur. Byens kulturliv blomstrer med Tobaksgaarden, Arena Assens og Assens Sangkraftcenter, der byder på koncerter, kunst, teater, biograf og foredrag - og byen byder generelt på et rigt handelsliv med masser af spise- og shoppingmuligheder.

Søger I ned til Lillebæltskysten syd for Assens, kan I opleve den op til 30 meter høje Sønderby Klint. I kan også opleve Torø, der byder på uberørt natur, og som kun kan opleves til fods, eller I kan besøge jordbassinerne, der er et unikt område, hvor den overskydende jord fra Assens Sukkerfabrik blev smidt hen. I dag byder området på en helt unik fauna. Alle tre steder kan sagtens nås på én køretur.
I kan også sætte kursen mod Vissenbjerg, hvor I kan gå en tur i bakkerne, nyde det smukke vue ved Udsigten eller søge hen til Afgrunden, der er et unikt istidslandskab, som fører jer fra 120 meter over havets overflade og ned. Tæt på Udsigten finder I desuden Terrariet Reptile Zoo, som har en af Skandinaviens største samlinger af krybdyr og padder.
Det nærtliggende Krengerup Gods er ligeledes oplagt til gode gåture med dets omkringliggende skove, der byder på et væld af stier.
Også Fyns højeste punkt, Frøbjerg Bavnehøj, ligger forholdsvist tæt på pladsen, og her kan I bl.a. nyde udsigten over Fyn, besøge mindelunden for besættelsestidens ofre og se flere andre mindesmærker.