11 dages krydstogt på den blå Donau inkl. fly, helpension og 10 overnatninger

Tilbage

11 dages krydstogt på den blå Donau inkl. fly, helpension og 10 overnatninger

Grouped product items
Antal Produkt Navn Price
11 dages krydstogt på den blå donau - billet
 13.495,-

Udløber om

Fra

 13.495,-

7 lande – 5 hovedstæder. 11 dages krydstogt med M/S Der Kleine Prinz

Bestil rejsen her på siden eller kontakt Best Travel på tlf. 7020 9899. Husk at oplyse koden Sweetdeal for at få dette tilbud. 

Donau er dronningen blandt Europas floder, og har bragt liv, handel, opdagelser og kultur med sig fra Schwarzwald til Sortehavet. Floden er en af Europas kulturelle hovedveje, og byder på en perlerække af spændende oplevelser.

Tag med på 11-dages krydstogt på Donau gennem 7 lande med besøg i 5 hovedstæder.

Vi flyver fra København til Wien, hvor vi går ombord på vores hyggelige krydstogtskib Der Kleine Prinz. Fra Wien fortsætter vi til Slovakiets smukke lille hovedstad Bratislava og videre sydpå til Ungarn, hvor vi tilbringer to dage i hovedstaden Budapest og derefter besøger byerne Mohács og Pécs.

I Kroatien lægger vi til i Vukovar og i Serbien besøger vi den livlige flodhavn Novi Sad og hovedstaden Beograd.

Herefter passerer vi gennem Jernporten, den lange, smalle sejlkorridor mellem Rumænien og Serbien. Her kan vi lade os imponere både af den dramatiske natur og det store fælles rumænsk/jugoslaviske byggeprojekt med dæmninger, vandkraftstationer og sluser, som har gjort sejladsen i den før så farlige slugt langt nemmere.

Dernæst kommer vi til den bulgarske by Vidin, hvorfra der bliver mulighed for at deltage i en udflugt til naturfænomenet Belogradchik. Vores sidste stop er Rumænien, hvor vi forlader Der Kleine Prinz i flodhavnen i Turnu Magurele og sætter kursen mod hovedstaden Bukarest.

Et flodkrydstogt på Donau er en rolig og behagelig måde at rejse på. Her oplever vi hele 7 lande, men skal kun pakke ud én gang. Mellem de spændende udflugter kan vi slappe af i de rummelige kahytter på Der kleine Prinz og skibets dygtige og venlige personale er klar til at forkæle os. Kahytterne rengøres hver morgen og om aftenen tæppes der af før sengetid.

I restauranten serveres veltillavede måltider hver dag til morgen, frokost og aftensmad - spisetiderne tilpasses efter udflugterne i land. De morgenfriske kan nyde en kop frisklavet morgenkaffe før morgenmaden og hen på aftenen serveres der snacks i baren. Livet ombord er en vigtig del af et krydstogt og på Der Kleine Prinz hersker en hyggelig og afslappet atmosfære. 

Pris fra 13.495 kr. pr. person i delt dobbeltkahyt

Inkluderet i prisen:

  • Fly København-Wien og Bukarest-Wien-København
  • Transfer lufthavn-skib t/r
  • 10 overnatninger på 4-stjernede M/S Der Kleine Prinz i kahyt på hoveddæk
  • Velkomstdrink
  • Helpension om bord bestående af morgenbuffet, frokost, eftermiddagste, aftensmad med te/kaffe, midnatssnack. Starter med aftensmad den første aften - og slutter med morgenmad ombord den sidste morgen.
  • Levende musik om bord
  • Dansk rejseleder

Afrejser i 2020


Rejseplan

Dag 1 – Wien
Med fly fra København til Wien. Bustransfer til havnen, hvor vores hyggelige skib M/S Der Kleine Prinz venter. Vi bliver indkvarteret i vores kahytter og har god tid til at slappe lidt af og se os omkring på skibet. Før velkomstmiddagen mødes vi til en velkomstdrink og præsentation af skibets besætning.

Dag 2 – Wien (-23.30)
Vi nyder den dejlige morgenbuffet på skibet og tager derefter på byrundtur i Wien og får et indtryk af byens mange spændende seværdigheder. Vi starter med det berømte Hundertwasser-hus og fortsætter til Belvedere-slottet, en royal sommer­residens fra det 18. århundrede. Vi går en tur i det imponerende parkanlæg, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Wien.

Herefter går turen ind til det historiske centrum med Skt. Stefans-domkirken. Vi går en tur gennem de smukke gamle gader og kommer bl.a. forbi Michaela-pladsen og det kejserlige palads Hofburg, Den Spanske Rideskole, Albertina-pladsen med kunstmuseet og det berømte Hotel Sacher.

Efter frokost på skibet er der udflugt til Schönbrunn-slottet. Schönbrunn er den østrigsk-ungarske kejserfamilie Habsburgs tidligere sommerresidens. Udflugten inkluderer besøg i de imponerende saloner og en gåtur i den smukke slotspark.

Efter middagen ombord er der mod tillæg mulighed for at opleve en ægte Wienerkoncert i de rette omgivelser i et af byens smukke koncerthuse, oftest Auersberg eller Börse. Der optrædes med værker af Mozart og Strauss.

Orkestret suppleres af indslag fra operasangere og balletdansere. I pausen serveres et glas mousserende vin eller et glas juice. Efter koncerten kører vi gennem Wien by night, hvor vi kan nyde synet af de smukt oplyste bygninger langs Ringstrasse, heriblandt operahuset, Burg-Theater og parlamentet.

Sent om aftenen sejler skibet mod Bratislava.

Dag 3 – Bratislava (04.30-16.00)
Vi befinder os i dag i Slovakiets hovedstad Bratislava. Efter morgenmad ombord på skibet tager vi på rundtur i den charmerende og romantiske by. Vi kører med byens berømte sightseeing-tog Oldtimer gennem byen og op på bakken, hvor slottet ligger med smuk udsigt over byen og floden.

Efter køreturen spadserer vi gennem den mindre kuperede gamle bydel med Michael-broen og -tårnet, det gamle rådhus, torvet og nationalteatret. Afslutningsvis vil der være tid på egen hånd til shopping eller sightseeing.

Efter frokost er der tid til at opleve lidt mere af den hyggelige by inden vi hen på eftermiddagen fortsætter vores krydstogt med vinsmagning og musikalsk underholdning i baren. Senere passerer vi Gabcikovo, som er den største sluse på den øvre del af Donau. Vi spiser middag ombord mens vi fortsætter turen mod Budapest.

Dag 4 – Budapest (05.00-)
Donau deler Ungarns hovedstad Budapest i to bydele: det grønne og kuperede Buda med Gellert-højen, slotskomplekset, Matthias-kirken og fiskerbastionen, og Pest, hvor parlamentet, forretningsgaderne og den berømte markedshal findes.

Efter morgenmad ombord på skibet er der byrundtur med bus i Budapest. Vi kommer forbi Skt. Stefan-kirken, operaen, Heltepladsen med statuer af ungarske herskere og andre historiske personer, Millennium-monumentet og de smukke broer over floden.

Der vil være stop ved Heltepladsen, Fiskerbastionen og Matthias-kirken samt på toppen af Gellert-højen.

Der er frokost ombord på skibet, hvorefter eftermiddagen er til fri disposition til at gå på opdagelse i den smukke hovedstad på egen hånd. Se for eksempel parlamentet,

Dohány-synagogen, som er verdens 2. største, gå på opdagelse i den store markedshal eller besøg en af byens mange spa-bade med thermalsk kildevand, for eksempel på Gellert Hotel.  

Der er mod tillæg mulighed for at afslutte den første dag i Budapest med et flot folkloreshow med strygeorkerster og dansere.

Forestillingen finder sted i et centralt beliggende koncerthus, oftest Duna Palota eller Budai Vigado. Efter forestillingen kører vi en tur for at se Budapest by night og nyde udsigten over den smukt oplyste by fra Gellert-højen.

Dag 5 – Budapest (-21.00)
Vi spiser morgenmad ombord, hvorefter dagen er til fri disposition i Budapest.

Om formiddagen er der mulighed for at deltage i en tilkøbsudflugt til den pittoreske landsby Szentendre fra det 17. århundrede. I landsbyen, som ligger ca. 25 kilometer fra Budapests centrum, ser vi byens torv med mindekorset, Ungarns første seminarium samt byens smukke kirker. På en lokal restaurant skal vi smage den beømte ungarske Tokayer-vin.

Efter rundturen vil der være lidt tid på egen hånd til at nyde udsigten til folkelivet fra en af de hyggelige cafeeer, slentre rundt i byen og måske indkøbe souvenirs, her er masser af butikker med ungarske specialiteter og kunsthåndværk -  paprika, chokolade, broderede duge, lædervarer m.m.  

Om eftermiddagen er der mod tillæg mulighed for at deltage i en udflugt til pusztaen, et træfattigt steppelandskab cirka 45 kilometer syd for Budapest. Her besøger vi stutteriet Lazar Lovas og ser en uforglemmelig optræden af veltrænede ungarske heste og dristige ryttere. Der er mulighed for at besøge staldene inden vi skal smage den ungarske frugtbrændevin palinka. 

Vi spiser middag ombord og hen på aftenen fortsætter skibet mod byen Mohacs.

Dag 6 – Mohacs (08.00-16.00)
Om morgenen ankommer vi til Mohacs i Ungarn. Efter morgenmaden kører vi til Pécs, som kaldes "kunstelskernes by" idet den er kendt for sine talrige gallerier, museer og historiske mindesmærker.

Vi starter med at besøge byens store vartegn, domkirken, bygget i det 11. århundrede. I kirken spilles der en kort orgelkoncert. Herefter skal vi se byens øvrige seværdigheder, heriblandt Szecheni- torvet, Kaptalan-gaden med smukke restaurerede huse fra middelalderen og rådhuset.

Efter rundturen bliver der lidt tid på egen hånd i gågade-området med hyggelige butikker og cafeer.

Frokost på skibet, hvorefter vi nyder en afslappende stund ombord mens skibet fortsætter mod Vokuvar.

Dag 7 – Vukovar (01.00-11.00) - Novi Sad (15.00-21.00)
Så er vi nået til Kroatien! Vukovar er Kroatiens største flodhavn og er en hyggelig by med cafeer, museer og butiksgader. Vi tager på byvandring, som blandt andet bringer os til det franciskanske kloster, som har rødder, der går tilbage til Middelalderen.

Under gåturen kan vi nyde byens fine huse i barokstil. Efter gåturen i Vukovar kan vi nyde frokosten ombord mens vi sejler videre til Novi Sad i Serbien.

Novi Sad er den 3. største by i Serbien og kulturelt og historisk centrum for Vojvodina-regionen. Novi Sad er en livlig by med masser af restauranter, butikker og grønne områder. Vi tager på byrundtur til fods i selskab en lokal guide.

Der tilbydes endvidere mod tillæg tur til Krushedol-klostret og landsbyen Sremski Karlovci. Turen lægger ud med et besøg på klostret, som ligger på Fruska Gora-bjerget. Klostret er kendt for sine freskomalerier fra det 15. århundrede.

Nogle af Serbiens mest kendte historiske personer, bl.a. Kong Milan Obrenovic og Grevinde Ljubica, ligger begravet på klostrets område. På turen tilbage til Novi Sad gøres stop i den lille by Sremski Karlovci, som er centrum for vinproduktionen i Fruska Gora-regionen. Her skal vi på privat besøg hos familien Zivanovic, der er kendt for fremstillingen af Bermet-vin, som blev serveret ved habsburgernes og den russiske zars hoffer.

I den store have vil vores værter servere flere forskellige typer Bermet-vin, samt familiens hjemmelavede honning. Der vil også være besøg i vinkældrene samt på det lokale honningmuseum. På turen tilbage til Novi Sad passerer vi Petrovaradin-fæstningen, som kaldes "Donaus Gibraltar".

Dag 8 – Beograd (02.00-24.00)
Efter morgenmaden venter en spændende byrundtur med bus i Beograd, hvor vi skal se fæstningen, Kalemegdan-parken, den ortodokse domkirke, Prinsesse Ljubicas gods, rådhuset, nationalforsamlingen og Skt. Markus-kirken. Undervejs er der en lille pause med en forfriskning på Hotel Majestic.   

Efter byrundturen kører vi til en lille landsby i Vojvodina-regionen. Her skal vi spise frokost hos en lokal familie, som byder på hjemmelavet frokost med lokale specialiteter og sljivovica, den lokale blommebrændevin, samt musikalsk underholdning. 

Efter middagen på ombord kan vi nyde en folkloreopvisning med dans og modeshow med fremvisning af de verdensberømte Sirogojno-strikvarer. Ved midnatstid forlader vi Beograd og fortsætter vores rejse.

Dag 9 – Jernporten
Vi tilbringer dagen ombord. Om formiddagen vil skibets cruise manager holde et foredrag om Balkan-halvøen. Sejladsen går gennem den berømte hydroelektriske dam "Jernporten", hvor Donau dæmmes op for at give mere sikker sejlads gennem den 100 kilometer lange, smalle slugt.

Tidligere var strækningen en farlig hindring for skibene på grund af de skarpe klipper i den smalle passage. Den gigantiske konstruktion stod færdig i 1972 og blev bygget af rumænske og jugoslaviske bygningsarbejdere. Dæmningen hæver vandstanden med 30 meter og på visse steder i slugten er Donau mere end 80 meter dyb.

Før frokost passerer vi den store sluse ved vandkraftværket Djerdap. I dag er middagen i skibets restaurant byttet ud med et festligt grillparty på skibets soldæk. Efter maden er der festlig underholdning med sigøjnermusik.

Dag 10 - Vidin (07.00-18.00)
Vi ankommer om morgenen til byen Vidin, der ligger på den bulgarske side af Donau og er centrum for landets skibsbyggeri. Efter morgenmaden er der byrundtur til fods i byen med lokalguide.

Vi besøger blandt andet fortet Baba Vida fra det 13. århundrede, som er landets bedst bevarede middelalderfort. Efter byrundturen er der tid på egen hånd i byen, inden frokosten indtages på skibet.

Om eftermiddagen er der mulighed for at tilkøbe en udflugt til det fascinerende naturfænomen Belogradchik, som består af et eventyrlandskab af klippeformationer. 610 meter over havet ligger et imponerende fort, hvis historie går 2.000 år tilbage i tiden.

Vi kan se frem til en hyggelig aften med kaptajnens gallamiddag, men inden da er der mulighed for et besøg på skibets bro og i maskinrummet.                                                                                                                                                                                                   

Dag 11 - Turnu Magurele - Bukarest
Efter morgenmaden går vi fra borde i Turnu Magurele. Herfra er der transfer til Bukarest - engang kendt som Østeuropas Paris. Her tager vi på byrundtur med bus, hvor vi blandt andet kommer forbi Revolutionspladsen, Triumfbuen, Nationaltetatret og koncerthuset Athenæum. Vi gør fotostop ved Ceausescus enorme "Folkets Hus", verdens andenstørste bygning efter Pentagon, som i dag huser Parlamentet.

Midt på eftermiddagen er der transfer til lufthavnen, hvorfra vi flyver tilbage til København via Wien.

Hent dagsprogram som udskriftsvenlig pdf-fil på Best Travels hjemmeside: http://www.besttravel.dk/krydstogter/donau-med-der-kleine-prinz


Skibet

M/S Der Kleine Prinz

Det 4-stjernede flodkrydstogtskib Der Kleine Prinz er vores base på turen gennem smukke landskaber og hyggelige byer langs Donau. 

M/S Der Kleine Prinz er bygget i 1992 og er 93,34 meter langt og 11,18 meter bredt. Skibet er blevet totalrenoveret i vinteren 2016-2017, hvor både kahytter og fællesområder er blevet nyindrettet. 

Behageligt tøj og gode travesko anbefales til udflugterne. Det forventes, at vi klæder om, når middagen skal nydes, men det store selskabsskrud kan vi roligt lade blive hjemme.

Faciliteter: Restaurant, en hyggelig salon/bar, hvor underholdningen foregår, reception, elevator (kører ikke op til soldæk) og stort soldæk med solstole og rygeområde. Gratis wi-fi når forbindelsen tillader det. I receptionen kan der købes postkort, souvenirs fra skibet samt personlige fornødenheder som tandbørste m.m. I receptionen udleveres der også kort over anløbsbyerne efter behov, samt Audiovox lydsystem, som anvendes af rejselederen på udflugterne. Der er mulighed for at få vasket og strøget ombord til rimelige priser. 

Kahytter: Alle kahytter er rummelige udvendige dobbeltkahytter på ca. 16 m2 med panoramavindue. Den øverste del af vinduet (ca. 20 cm) kan åbnes. Der er 2 enkeltstående senge, garderobe, nyt aircondition-system, radio, TV og sikkerhedsboks. Alle kahytter har eget badeværelse med toilet, brusebad, sæbe, shampoo og hårtørrer. Elektricitet: 220 V. Kahytterne rengøres hver dag og der tæppes af inden sengetid.

Forplejning: Der er døgnet rundt gratis adgang til kaffe, te og vand samt frisk frugt. 

Vi spiser i skibets restaurant, hvorfra vi kan nyde udsigten gennem panoramavinduerne. Pensionen begynder med aftensmad på krydstogtets første dag og slutter med morgenmad på krydstogtets sidste dag. Pensionen inkluderer morgenmadsbuffet med stort udvalg inkl. æg og bacon m.m., 4-retters frokostbestående af salatbuffet, suppe, hovedret og dessert, eftermiddagste/kaffe med småkager samt 5-retters middag bestående af salatbuffet, forret, suppe, hovedret og dessert. Der stilles snacks frem i baren hen på aftenen. 

Drikkevarer: Drikkevarer kan købes til rimelige priser - vin fra € 15, øl fra € 3, vand fra €1 og kaffe fra €2. Vin og vand på flasker, som ikke drikkes op, kan gemmes til næste måltid.  


Tillæg pr. person:

  • Kahyt på øvre dæk kr. 2.000
  • Enkeltkahyt på hoveddæk kr. 6.500
  • Afbestillingsforsikring kr. 470
  • All inclusive-drikkevarepakke kr. 1.600: Fadøl, vin i glas (rød, hvid, rosé og mousserende), sodavand, vand (også i kahytten og til udflugter) sort kaffe/te i baren samt whisky, vodka og gin (udvalgte mærker). Gælder fra 09.00-24.00.
  • Ved køb skal ALLE på bestillingen tilvælge drikkevarepakken.

Følgende udflugter kan tilkøbes - bestilles sammen med rejsen:

  • Folkloreshow og Budapest by night kr. 375
  • Klassisk koncert i Wien kr. 415
  • Udflugt til Pusztaen kr. 340 
  • Udflugt til Szentendre kr. 175 
  • Udflugt til Krushedol kr. 195
  • Udflugt til Belogradchik kr. 195 
  • Bestillingsgebyr pr. bestilling maks. kr. 145

Udflugter ifølge program:

  • Byrundtur i Wien og udflugt til Scönnbrunn (dag 2)
  • Byrundtur i Bratislava med bytog og til fods (dag 3)
  • Vinsmagning ombord (dag 3)
  • Byrundtur med bus i Budapest (dag 4)
  • Byrundtur med bus i Pecs + kirkekoncert (dag 6)
  • Byvandring i Vokuvar med klosterbesøg (dag 7)
  • Byvandring i Novi Sad (dag 7)
  • Byrundtur med bus og til fods i Beograd (dag 8)
  • Landsbybesøg med frokost i Vojvodina (dag 8) 
  • Byvandring i Vidin med besøg i Baba Vida (dag 10)
  • Byrundur med bus i Bukarest (dag 11)

Ikke inkluderet i prisen

  • Drikkevarer
  • Drikkepenge til lokale guider/chauffører
  • Drikkepenge til skibets personale (ca. €7 pr. pers. pr. nat)
  • Forsikringer

Aftalepart:
Best Travel 
Tlf. nr.: 70 20 98 99
E-mail: [email protected]
CVR: 32571522